Nær naturgrønne områder i Maribo ligger børnehaven Rydsmarken, som er en lille hyggelig børnehave. Rydsmarken kan max. rumme 60 børnehavebørn, men de fleste måneder ligger vi på gennemsnitligt 48 børn. Til institutionen er der tilknyttet 4 dagplejere, som hver har 4 børn.
Der er 6 fastansatte medarbejdere - 5 pædagoger og 1 pædagogisk assistent, 1 pædagogstuderende, ofte har vi også en Pædagogisk Assistent elev, samt en afdelingsleder.
Vores værdigrundlag
Vi arbejder ud fra den nye styrkede læreplan, Lolland kommunes dagtilbudsstrategi, samt Kids.
Vi understøtter børnenes læring, dannelse, trivsel og udvikling gennem relationer, legefællesskaber og temaer. Vi arbejder ud fra et årshjul.
I hverdagen arbejder vi på at gøre børnene selvhjulpne, når vi f.eks. skal på legepladsen eller på tur. Vi lader børnene gøre det de selv kan (tage jakker og sko på) men hjælper dem med det de har svært ved. bruger barnet ble, er det altid i samarbejde med jer, hvornår vi skal arbejde på at smide den.
Vi vægter børnenes sociale kompetencer højt, vi arbejder bevidst med at børnene skaber relationer med de andre børn, dvs. at alle har legekammerater, både på egen stue, men også på tværs af stuerene, når vi har fælles aktiviteter, eller børnene leger på en anden stue. Ligeledes skaber udelegen også mange venskaber.
Vi arbejder på at styrke børnenes sprog, ved at læse bøger, synge og sætte samtaler i gang ved frokosten, hvor det er vigtigt at alle børn bliver involveret i samtaler.
Rydsmarken vægter forældresamarbejde meget højt. I samarbejde med jer finder vi de bedste måder at understøtte jeres barns trivsel og udvikling. Vi lytter til jeres erfaringer, så vi kan skabe de bedste rammer for jeres barn.
Vores hverdag
I løbet af hverdagen sker der mange aktiviteter, fra kreative ting, hvor vi maler, klipper og klistrer, men vi spiller også spil, kort og laver puslespil, tegner m.m.
Om foråret og sommeren tager vi aktiviteterne med uden for, eller vi går i gang med at save og slå søm i træ, til forskellige ting.
Om efteråret og vinteren benytter vi jævnligt vores bål hus, hvor vi kan finde på at lave mad over bål eller popcorn.
Vi har en tradition sammen med dagcenteret, som er vores nabo. Kommende skolebørn går ved juletid Lucia på dagcenteret, og til fastelavn slår de katten af tønden for de ældre.
Vi går jævnligt i skoven og det bliver også til flere besøg på Frilandsmuseet.
Det er vigtigt, at børnene får de bedste betingelser for udvikling og læring som overhovedet muligt. Derfor sættes der i hverdagen gang i læreprocesser gennem leg og aktiviteter – både inde og ude. Det betyder, at børnene både selv leger og at de voksne sætter lege og aktiviteter i gang, så børnene opnår erfaringer svarende til deres alderstrin. I legen understøtter vi børnene i at slippe fantasien løs.
Overgange
I Rydsmarken har vi fokus på nærvær, trivsel og på at skabe tryghed i hverdagen og i overgange. Derfor kommer dagplejebørnene i børnehaven en gang om ugen, hvor de er på vores legeplads, hvor børn og voksne lærer hinanden at kende. Og senere når børnene er på vej videre til skolelivet, tager vi på besøg med børnene på deres kommende skoler og der kommer medarbejdere fra skolen og møder børnene i deres daglige omgivelser.
Se kontaktinformationerne til Rydsmarken
Pædagogisk tilsyn
Der gennemføres et årligt pædagogisk tilsyn i alle dagtilbud. I lige år er tilsynet varslet og i ulige år er det ikke varslet. Tilsynene foretages af en ekstern konsulent.
Formålet med det pædagogiske tilsyn er både at kontrollere, at dagtilbuddene efterlever gældende lovgivning og kommunale mål og rammer, og at understøtte den fortsatte faglige kvalitetsudvikling.
Det pædagogiske tilsyn har dog først og fremmest som formål at sikre, at alle dagtilbud drives og praktiseres i overensstemmelse med gældende lovgivning og Lolland Kommunes strategier og politikker på området. Der er derfor en tæt kobling mellem det pædagogiske tilsyn, dagtilbudsloven, dagtilbudsstrategien og Den sammenhængende Børnepolitik.
Det seneste tilsyn i Rydsmarken blev foretaget den 31. januar 2024. Tilsynsrapporten kan ses nederst på siden.
Pædagogisk læreplan
Den pædagogiske læreplan udgør rammen og den fælles retning for Rydsmarkens pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Læreplanen revideres løbende, og beskriver de pædagogiske overvejelser og refleksioner med eksempler, der er retningsgivende for det daglige pædagogiske arbejde. Klik dig ind på den pædagogiske læreplan for Rydsmarken nederst på siden, samt se den seneste evaluering af arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan.